Psykoedukations-forløb, 1. del:

Psykoedukations-forløb, 2. del:

Brita-Marie J. Kappel fra Psykiatrien i Region Syddanmark har været forbi Botilbudet i Holsted igen. Anden del af vores psykoedukations forløb tog afsæt i en mere dybdegående beskrivelse/fortælling om traumehjernen og hjernens opbygning.

Den menneskelige hjerne består af 3 dele: Tættest på rygsøjlen ligger krybdyrhjernen, som regulerer kroppens grundlæggende funktioner. Rundt om findes den ældre pattedyrhjerne og tættest på kraniet ligger den nyere pattedyrhjerne, der rummer de egenskaber som vi betragter som særlig menneskelige.
Når vi møder udfordringer i vores hverdag, så forsøger vi at løse dem rationelt – dermed er det den nyere pattedyrhjerne, der er i gang.
I en krisesituation, hvor der ikke er tid til nærmere eftertanke, tager de ældre og mere primitive dele af hjernen over. På et splitsekund udløser vi en instinktiv reaktion og vi enten kæmper, flygter eller fryser.

Som beskrevet i første artikel af vores psykoedukations forløb, er der tale om den fleksibelhjerne, som består af ”tænke, føle og sanse”. Ved en ”traumehjerne” skelnes der ikke i mellem ”at tænke, føle og sanse”. Derimod er det hele ”smeltet sammen”, og traumehjernen har fokus på ”frys, flugt og kamp”.
Det er den ældre pattedyrhjerne og krybdyrhjernen, der tager over, når kroppen sættes i alarmberedskab. Det er en ekstrem stressende tilstand – nogle gange kan det dog være hensigtsmæssigt, da det gør at man kan handle hurtigere end man normalt ville kunne gøre.

Hvordan reagerer hjernen, så hvis vi har været udsat for massive traumer i en længere periode? I hjernen findes to centre ved navn amygdala og hippocampus. Amygdala sender oplysningerne videre til hippocampus, som opbevarer informationerne.
Når vi føler os truet er det amygdala, der sender signaler til kroppen. Imens nedprioriteres hippocampus, hvilket gør at ens hukommelse sættes helt eller delvis ud af spil. Derfor er der en del, som har været udsat for traumatiske oplevelser, der ikke kan huske præcist hvad der er sket. Men minderne er ikke væk, idet amygdala husker episoderne på et ubevidst niveau.
Kroppens alarmberedskab kan blive permanente. Lyde, lugte og indtryk som minder om de traumatiske oplevelser kan udløse voldsomme følelsesmæssige reaktioner. Ting der måske ikke i sig selv er farlige, bliver skræmmende fordi de måske vækker minder om fortiden.  
Den overdrevne vagtsomhed kan være ekstrem trættende og stressende rent fysisk. Ikke mindst så trækker den psykisk al energien ud af bevidsthedsfunktionerne. Det gør at det kan være uoverskueligt at skulle tage sig af ellers vante og genkendelig gøremål.
Hverdagstræk vi kender fra vores hverdag i arbejdet med beboerne, derfor er det så vigtigt at vi som professionelle har den nødvendige viden, der ligger bag adfærden.

Vi havde igen nogle spændende timer, hvor vi fik gået i dybden med traumehjernen.